Tandkødsbetændelse
Tandkødsbetændelse er den tidligste og mildeste form for tandkødssygdom — og den er fuldt reversibel. Opdages og behandles den i tide, bliver tandkødet sundt igen uden varige spor. Overses den derimod gennem længere tid, kan den hos nogle udvikle sig til paradentose.
Kort overblik
- 8-9 ud af 10 voksne oplever tandkødsbetændelse i en eller anden grad i løbet af livet.
- Blødende tandkød er ofte det første tegn — og er aldrig helt normalt, selvom det ikke gør ondt.
- Tilstanden er fuldt reversibel, når plakken fjernes — modsat paradentose, som ikke kan gøres helt om.
Hvad er tandkødsbetændelse?
Tandkødsbetændelse, fagligt kaldet gingivitis, er en betændelse i tandkødet nærmest tandkødsranden1. Det er den mildeste og tidligste form for tandkødssygdom: betændelsen sidder kun i selve tandkødet og har endnu ikke angrebet det væv og den knogle, der holder tanden fast.
Det gør tandkødsbetændelse til en fuldt reversibel tilstand. Bliver den behandlet i tide, med en grundig tandrensning og en daglig mundhygiejne der er tilstrækkelig god, bliver tandkødet sundt igen, uden varige spor. Bliver den derimod overset eller ubehandlet gennem længere tid, kan den hos nogle udvikle sig til paradentose (parodontitis), hvor støttevævet og knoglen omkring tænderne begynder at blive nedbrudt2.
Sådan ser sundt tandkød ud: Stramt om tanden, lyserødt og med en let nubret overflade. Det bløder ikke, hverken ved grundig tandbørstning, eller ved brug af tandtråd, tandstikkere eller mellemrumsbørster1.
Symptomer på tandkødsbetændelse
Tandkødsbetændelse giver som regel ikke smerter, hvilket er en del af grunden til, at den ofte overses. De tegn, du selv kan holde øje med, er:
- Blødende tandkød ved tandbørstning, tandtråd eller brug af mellemrumsbørster, er ofte det første og tydeligste tegn. Det sker dog kun, hvis du får ramt de steder, hvor infektionen er.
- Rødt og hævet tandkød, som kan føles ømt
- Dårlig ånde eller dårlig smag i munden
Fordi tilstanden sjældent gør ondt, er det let at overse eller affinde sig med et tandkød, der bløder lidt en gang imellem. Det er dog aldrig helt normalt. Blødning er tandkødets måde at signalere på, at der er en betændelse, som der bør tages hånd om1.
Hvor udbredt er tandkødsbetændelse?
Tandkødsbetændelse er en af de allermest udbredte tilstande i munden. Man regner med at et sted mellem 8 og 9 ud af 10 voksne oplever tandkødsbetændelse i en eller anden grad i løbet af livet, og det gælder også børn2. De fleste vil opleve det i kortere eller længere perioder, snarere end som en konstant tilstand.
Årsager og risikofaktorer
Plak er hovedårsagen. Når tænderne ikke bliver børstet tilstrækkeligt rene, ophobes der bakterier i et klæbrigt lag (plak) langs tandkødsranden og mellem tænderne. Får plakken lov at sidde uforstyrret, irriterer den tandkødet og udløser en betændelsesreaktion. Fjernes plakken ikke, kan den forkalke og blive til tandsten, som har en ru overflade, der gør det endnu nemmere for ny plak at sætte sig fast.
En sjældnere, akut form3 kan opstå af helt andre, mekaniske årsager: at have brændt sig på varm mad, at have børstet meget hårdt, eller at have skrabet tandkødet med f.eks. en negl eller en brødskorpe. Denne form er kortvarig og forsvinder af sig selv, når irritationen ophører.
Faktorer der øger risikoen eller forværrer forløbet:
- Utilstrækkelig mundhygiejne: den klart hyppigste årsag
- Rygning: nikotin trækker blodkarrene i tandkødet sammen, hvilket både øger risikoen for tandkødsbetændelse, og kan maskere de tidlige tegn, fordi tandkødet bløder mindre, selvom betændelsen er til stede
- Hyppige, sukkerholdige måltider: giver bakterierne bedre vilkår
- Diabetes: er forbundet med øget risiko for tandkødssygdom
- Graviditet: hormonelle ændringer kan gøre tandkødet mere modtageligt for betændelse, selv ved god mundhygiejne
- Stress: kan svække immunforsvaret og gøre kroppen mere modtagelig for infektioner
- Arvelighed: kan spille en rolle for, hvor modtagelig man er
- Manglende regelmæssige tandeftersyn hos en tandlæge eller tandplejer
Tandkødsbetændelse smitter ikke — det er ikke en tilstand, man kan give videre til andre1.
Hvordan stiller tandlægen og tandplejeren diagnosen?
Ved en undersøgelse vurderer tandlægen eller tandplejeren, om der er tegn på en infektion. Nogle gange er det tydeligt at se med det blotte øje. Andre gange bløder tandkødet først, når man prikker til det. Tandplejere bruger ofte indfarvning med en plaktablet (sladrepille), der gør plakken synlig, så du selv kan se, hvor der er behov for en bedre rengøring2.
Behandling af tandkødsbetændelse
Den gode nyhed er, at tandkødsbetændelse forsvinder hurtigt, når årsagen fjernes.
En professionel tandrensning kan være nødvendig, fordi man ikke selv kan fjerne hårde belægninger og tandsten. Når tandlægen eller tandplejeren har renset tænderne, og du efterfølgende holder tænderne rene i hverdagen, vil tandkødet blive sundt igen i løbet af få dage.
Der findes ikke medicin, der kurerer tandkødsbetændelse — betændelsen forsvinder først, når selve årsagen, plakken, er fjernet fysisk. Mundskyl alene løser derfor sjældent problemet, da plak sidder for fast til at blive skyllet eller gurglet væk3. Ved akut, smertefuld tandkødsbetændelse, kan tandplejeren dog anbefale en mundskyl med 0,12% klorhexidin som supplement, mens tandkødet heler.
Hvad kan du selv gøre?
- Børst tænder grundigt to gange dagligt, morgen og aften, med en blød tandbørste. For de fleste menneskers vedkommende, er en elektrisk tandbørste nemmere at få børstet rent med.
- Rens mellem tænderne hver dag med mellemrumsbørster, tandtråd eller Soft Picks. Det er her, tandbørsten ikke kan nå, og hvor en stor del af plakken ophobes.
- Hvis du ryger, så overvej rygestop. Det forbedrer både risikoen for at udvikle tandkødsbetændelse, og effekten af behandlingen markant. E-cigaretter som alternativ til rygestop, har også en positiv effekt, dog ikke på samme niveau som ved 100% rygestop4.
- Gå til regelmæssig kontrol hos din tandlæge eller tandplejer, også selvom du ikke oplever problemer, da der kan være en begyndende tandkødsbetændelse, du ikke selv mærker.
Produkter til tandkødsbetændelse
Se udvalgt blød tandbørste, mellemrumsbørster og tandpasta til daglig brug.
Er tandkødsbetændelse det samme hos børn?
Hos børn kan rødt og hævet tandkød også skyldes helt andre ting end betændelse — for eksempel at mælketænder falder ud, og de blivende tænder bryder frem3. Er du i tvivl, om dit barns tandkød er tegn på tandkødsbetændelse eller en naturlig del af tandskiftet, er det en god idé at spørge ved næste besøg hos tandplejeren.
Hvornår bør du kontakte en fagperson?
Kontakt din tandlæge eller tandplejer, hvis du oplever:
- Tandkød der bløder ved tandbørstning eller rensning af mellemrummene, særligt hvis det gentager sig
- Vedvarende rødt eller hævet tandkød
- Dårlig ånde eller dårlig smag i munden, som ikke forsvinder
- Betændelse der ikke forsvinder efter ændret mundplejerutine
Ofte stillede spørgsmål om tandkødsbetændelse
Kan tandkødsbetændelse gå væk af sig selv?
Den milde, akutte form — for eksempel efter en forbrænding eller en skrabning, bør forsvinde af sig selv, når irritationen aftager. Den mere almindelige, kroniske form kræver derimod, at plak og tandsten fjernes professionelt, og at du efterfølgende holder en bedre daglig mundhygiejne. Uden det vil betændelsen vende tilbage efter få dage.
Er det farligt, hvis mit tandkød bløder?
Blødning er ikke farligt i sig selv, men det er heller aldrig helt normalt. Det er tandkødets signal om, at der er en betændelse, som bør behandles. Jo før, jo bedre, både fordi det er nemmere at behandle på et tidligt stadie, og fordi ubehandlet tandkødsbetændelse hos mange udvikler sig til paradentose.
Kan man selv fjerne tandsten?
Nej. Tandsten er forkalket plak med en hård, ru overflade, som ikke kan fjernes med tandbørste, tandtråd eller mellemrumsbørster derhjemme. Det kræver professionelt udstyr hos tandlægen eller tandplejeren.
Hjælper mundskyl mod tandkødsbetændelse?
Almindeligt mundskyl er sjældent nok alene, da plak sidder for godt fast til at blive skyllet væk. Den mekaniske rengøring med tandbørste og mellemrumsbørster/tandtråd er det, der reelt fjerner årsagen. Ved akut, smertefuld betændelse kan en klorhexidinholdig mundskyl bruges som midlertidigt supplement, sammen med en optimeret mundplejerutine.
Er tandkødsbetændelse det samme som paradentose?
Nej. Tandkødsbetændelse (gingivitis) er en overfladisk betændelse i selve tandkødet, uden at knoglen omkring tanden er påvirket, og den er fuldt reversibel. Paradentose (parodontitis) er en videreudvikling, hvor betændelsen har bredt sig dybere, og er begyndt at nedbryde det væv og den knogle, der holder tanden fast. Det er en proces, der ikke er reversibel, men som kan stoppes med den rette behandling.
Kan jeg få tandkødsbetændelse igen, selvom jeg har fået den behandlet?
Ja. Tandkødsbetændelse vender tilbage, hvis en optimeret daglig mundhygiejne ikke holdes ved lige. Det er en tilstand, der kræver vedvarende god vedligeholdelse, og ikke en engangsbehandling.
Kilder
- Patienthåndbogen på sundhed.dk — Tandkødsbetændelse og parodontitis (senest opdateret maj 2025)
- Tandlægeforeningen — Tandkødsbetændelse
- Medicin.dk — Mundbetændelse (senest revideret marts 2026)
- PubMed Central — undersøgelse af e-cigaretters effekt på tandkødssundhed sammenlignet med rygestop
Artiklen er ikke en erstatning for individuel rådgivning — kontakt altid din tandlæge eller tandplejer ved vedvarende tandkødsbetændelse.
Alt indhold er baseret på tandsundhedsfaglig viden, forskning og valide kilder